Skattekisten

I denne skindkiste, som min aataa /morfar (bedstefar) har lavet til min mor, ligger der en stor skat. En kulturskat. En uvurderlig skat, som rummer mange minder fra højtider som jul, nytår, barnedåb, konfirmationer, bryllupper, nationaldage, begravelser, fra tiden, hvor mine søstre og jeg sang i kirkekoret og hvor jeg har vundet konkorrencer. I den skindkiste ligger en skat af høj værdi rent økonomisk og denne skat vil jeg forsøge at dele med dig. Jeg er på ingen måde ekspert i hverken brugen af eller fremstillingen af den grønlandske kvindes nationaldragt, men jeg synes at den er smuk, og så særpræget, at du skal se den. Det allerbedste ville være, hvis du også kunne røre ved den og studere den på nært hold, og så gik du heller ikke glip af lugten/duften af den. Den har en speciel lugt, for den er lavet af skind, kan ikke hverken renses eller vaskes og kan kun luftes. Den dufter af minder og personlighed og så vejer den som et ondt år. Det kræver øvelse, år og atter år, samt erfaring, stolthed og følelsen af ære at bære den smukt og værdigt, men det er en anden side af den. Jeg har forsøgt at fortælle lidt, komme tæt på med kameraet, så du kan se detaljerne og jeg håber at du nyder billederne. Du er velkommen til at skrive en kommentar til mig og med tiden håber jeg at jeg får tilføjet billeder af kvinder, der bærer deres smukke nationaldragt, grønlænderdragten. (p.s. min morfar/aataa lavede en skindkiste til mig først med hvælvet låg, som min grønlænderdragt lå i til min konfirmation, inden han også lavede en til min mor.Alene kisten er smuk)

Inderst inde og yderst ude

Aller, allerinderst inde har man en undertrøje.. eller en kjortel, om man vil. Den syes så lang, at man kan stoppe den godt ned i sine skindbukser. Den er syet af tætvævet bomuld og ærmer og halsåbning er kantet med hæklerier. Ups, min er ikke strøget og som I kan se er den forlænget og gjort lidt bredere... ligesom jeg også er blevet det siden min konfirmation. Mange springer denne del af grønlænderdragten over, men den hører skam med, for når man læner sig fremover med sin dragt på, kan det uheldige ske, at man kan se ryggen, og den må ikke være nøgen og bar. Den skal være dækket af ... kjortlen/undertrøjen. Når du har taget det hele på fra inderst til yderst, slutter du af med at tage dine muffedisser på. Disse SKAL være røde med hvide perler på. Nu om dage er der utroligt mange (mig især) der strikker disse i forskellige farver og med forskellige perler på i alle mulige og umulige mønstre og bruger dem til daglig. Nogen mener at de kun skal/bør/kan bruges i forbindelse med grønlænderdragten, mens andre igen, synes at det er godt at dele af den grønlandske kvindes nationaldragt videreudvikles og bruges på andre måder.

Vest i grønlænderdragt / qungasequt

Over undertrøjen / kjortlen har man en lille bitte vest, der kun lige dækker brystet

hvor kraven er broderet med de fineste fladsting (tror jeg det hedder. Ret mig, hvis det er galt!)

og den skal kunne anes over pelskanten på grønlænderdragtens overdel.

Vesten skal sidde tæt ind til halsen

og holdes sammen med en fin broche. Denne broche er min søsters

som hun har "arvet" af min mor. Som den opmærksomme læser du sikkert er, ved du at det er en Margueritte-broche, som er Dronning Margrethe d. 2. af Danmarks smykke. Min søster fik den af min mor, da hun havde sunget for Dronningen, da hun (altså Dronningen) var heroppe. Et smukt smukke, en smuk sang, sunget af en smuk kvinde til en smuk kvinde i en smuk anledning.

Vesten, den sidder på er også smuk ligesom resten af den grønlandske kvindes national dragt også er det.

Der er nogen (heldigvis få) der ikke bærer vesten med halspynten under deres dragt, og det er altså ikke fuldendt. Der er nogle, der har tætte broderier på deres krave,

mens andre har spredte blomster. Kanten kan afsluttes forskelligt

og brochen vælges også helt frit efter smag og behag.

Uuuuh, jeg fortæller ikke, hvilken der er min, men kan betro jer, at de mange tilføjelser skyldes min evigt stigende vægt, uuuhhh...

Kamikkerne

Den nederste del af grønlænderdragtens kamikker består af en yderkamik,

der ikke er særligt høj. Den går til under knæet. Der er uskrevne regler for hvor meget hver del af grønlænderdragten skal fylde..fx. perlekraven, perlemanchetterne, og også kamikkerne. Mellem inder og yderkamikken lægges en stor tot tørt langt græs, der isolerer og som gør at det er lidt blødere at gå i kamikkerne.

I de allerfleste tilfælde er kamikken på grønlænderdragten opbygget som den jeg her viser, men nogle enkelte og desværre forsvindende få, har kamikker, der er røde og noget anderledes opbygget. De røde er forebeholdt de ældre kvinder med en vis alder. Dem, som både mine søstre og min mor har,

er hvide.

For at de altid kan forblive hvide,

er det vigtigt at sælskindet er behandlet rigtigt lige fra starten af. For eksempel er det vigtigt at al spæk og fedt er omhyggeligt fjernet fra skindet lige fra starten af, så skindet ikke gulner med tiden. Man tager den hvide yderkamik af og hænger den/dem ud i solen i klar, hård frostvejr og bleger dem engang i mellem. På den hvide yderkamik er der ligesom på skindbukserne, de

smukkeste skindbroderier.

Det er et utroligt stort og tidskrævende arbejde,

der indebærer et kæmpestort forarbejde

inden man overhovedet kan komme igang med det pillearbejde,

det er at brodere på denne måde..først fanger man en sæl...og så...der findes en lille bog om emnet, men det kræver erfaring, erfaring og atter erfaring, at kunne lave det smukt

og det kræver selvdisciplin ikke at sjuske sig igennem.

Desværre er der kun ganske få kvinder heroppe, der laver skindbroderi/avittat i dag.

(På denne utroligt inspirerende og smukke side kan du se hvordan avittat også kan og bliver brugt, og jeg vil senere fotografere de forskellige ting, som min mor, min søster og jeg har med avittat på) Sålen er igen lavet af noget andet sælskind, som er tykkere og det er et helt kapitel igen for sig, for sålen skal også til festkamikkerne syes flot og ordentligt på med flotte rynker

og man har dertil en bendims/redskab, som har et navn, som jeg ikke kan huske lige nu (som jeg ikke har og derfor ikke kan vise) og overalt både på "den blødere" del af dragten og på de "hårdere" dele af dragten, skal der syes med fine, små og sirlige sting. Nedenfor stingene på forsiden af mine kamikker.

Det kræver øvelse at gå i sin grønlænderdragts kamikker, lige som det også kræver øvelse og erfaring at gå i sylespidse og høje stilletter, skal man kunne gå i sin grønlænderdragt med ynde og stil, for skindene er ikke garvede og derfor til dels stive

Broderier / allapalaat

På skindstøvlerne / kamikkerne er der øverst den sorte skindkant, og dernæst hæklerierne. Under hæklerierne er det et stykke med broderier. De tegnes op på hvidt, tætvævet bomuld med enten blyant eller carbonpapir, der skal kunne vaskes væk, når broderierne er færdige. De syes i fladsting (tror jeg nok det hedder) men de er utroligt smukke og flotte, og er unikke fra kamikker til kamikker. Jeg kan huske at min aataa nogen gange blev sat til at tegne op på carbonpapir til bomuld-stoffet af min aanaa (mormor/bedstemor-morfar/bedstefar) Det var et omhyggeligheds-arbejde, og man/han skulle sørge for at stoffet ikke blev unødvendigt beskidt. Der bliver broderet med amager-garn.

Her er mine kamikkers broderier ovenfor. Jeg kan bare ikke blive træt af at kikke på grønlænderdragtens enkelte dele
og broderierne er efter min mening en lidt overset del, som man ikke værdiger blikke nok.

Hæklerier / putoortut

Kamikkerne/skindstøvlerne er også et helt kapitel for sig og består af en hel masse forskellige dele. De består af en indersok, som går fra skridtet, og inderkamikken er lavet af sælskind, hvor hårene vender indad. Mellem indersokken og yderdelen / yderdelene, er der i sålen lagt en stor tot foldet tørret græs / halm. De skiftes ud efter behov og sørger for at underlaget er nogenlunde blødt og at der er isolering. Altså..det er ikke for at holde fødderne varme, at man tager sin grønlænderdragt på! Starter vi oppe fra og ned er den øverste kant af sort skind og i vores tilfælde (og mange, de allerflestes vedkommende) af hesteskind fra Sydgrønland. Under det sorte skind, er der der hæklerier, dem giver jeg et indlæg for sig:Det er fine, fine hæklerier af det tyndeste hæklegarn og hæklenål nr. allerhøjest-2. De er små kunstværker og tager tid at lave. Mellem hæklerierne og skindet er der et fóer, der er af det samme stof eller har den samme nuance, som stoffet i overdelen.